Der findes en bestemt aften, jeg husker tydeligt. Vores første sommer i Danmark, haven bag huset i Bramdrupdam, og en pizzaovn jeg havde købt mere på impuls end med en plan. Jeg havde ingen anelse om, hvad jeg gav mig i kast med. Jeg vidste bare, at jeg efter 21 år i Tyskland – og lige så mange år foran skærme, projektplaner og releaseplaner i bilindustrien – havde lyst til at lave noget, jeg kunne se, røre og smage med det samme. Ingen sprint, ingen stakeholders. Bare dej, ild og tålmodighed.

Den første pizza var, ærligt talt, ikke god. Hverken den anden eller den tiende. Bunden brændte på, eller den blev sej og trist. Men et sted mellem det femtiende mislykkede forsøg og den hundrede video, jeg havde set sent om aftenen, skete der noget: Jeg holdt op med at ville have en hurtig genvej og begyndte i stedet at forstå, hvad der faktisk foregår i dejen. I dag hæver den 2-3 dage i køleskabet, langsomt og roligt, fordi det er dér smagen bliver til noget helt andet end almindelig hurtigdej. Jeg bruger italiensk mel, San Marzano-tomater og ægte Fior di Latte – ikke fordi det står godt på en menu, men fordi jeg selv kan smage forskellen, og det er den forskel, jeg vil give videre.

Det sjove er, at min baggrund som product owner for intelligente løsninger i medicinal- og plejebranchen slet ikke ligger så langt fra pizzabagning, som man skulle tro. Begge dele handler om at forstå et system i detaljer, om at teste, justere, teste igen – og aldrig helt være færdig med at blive bedre. Men der er én afgørende forskel, og den betyder mere for mig, end jeg havde forventet: Ved pizzaovnen arbejder jeg med mine hænder. Ikke med en mus, ikke med et Jira-board, men med dej, der former sig under mine fingre. Jeg tror, den glæde stammer et sted fra min bedstefar, der var tømrer af profession – en mand, der byggede ting, man kunne se og røre ved resten af livet. Jeg bygger bare noget, der kun holder til den næste bid, men i det øjeblik er glæden den samme.

I dag bager jeg nok lidt for tit til min families smag – min kone og mine tre børn har hørt „bare lige én pizza mere“ flere gange, end de bryder sig om. Men der er en forskel på at bage til sig selv og på at se andres ansigter, når de smager en pizza, man har brugt tre dage på at forberede. Den glæde er det, EMBRA er bygget på.